Et skud god energi!

Jeg er ret socialt anlagt. Så en af de ting, jeg godt kan savne ved at arbejde er kolleger. Det sociale aspekt og de små snakke over frokosten. Jeg får energi af at være sammen med andre. Og det gør ikke noget, at det bare er hyggesnak, som ikke stikker specielt dybt. Det sociale i samværet er rigeligt, om det så er snak om skole, børn, politik, hverdag eller madpakker… Emnet er egentlig ikke det vigtigste,.

Så når jeg lige nu er hjemme med børnene, så kan jeg godt savne hverdagssnakken med de bekendtskaber, man ofte ville have på en arbejdsplads. Og fællesskabet uden for familien.

Vi startede i en legegruppe for en månedstid siden, og det har ikke kun givet børnene en mulighed for at lege med andre… Det har også givet mig mulighed for at få et skud energi. For at få stillet mit behov for hyggesnak og socialt samvær med andre i samme situation som os.

Hver torsdag mødes vi i en lokal hal, hvor der så er masser af aktivitetsmuligheder for ungerne – de tumler, hopper, springer og løber. Det er en gruppe af mødre, der også går hjemme med deres børn. Der er naturligvis flest med mindre børn, men der er heldigvis også et par piger, som er på alder med Vida – og bliver undervist hjemme. Det er så skønt for hende med nogle veninder, selvom det kun er midlertidigt, mens vi er i Danmark. Mens ungerne leger kan jeg så snakke med de andre mødre, og endnu engang kom jeg i dag hjem med et stort smil på læben og fornyet energi:-)

Så er jeg tanket op på hyggesnakke og samvær med et fællesskab. I en underlig tid med corona, midlertidigt ophold i Danmark og fuldtid med børnene, så er det dejligt at finde et lille holdepunkt, som giver god energi til både unger og mor.

Det er de simple ting…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen